Vedtægter
§ 1. Navn.
Foreningens navn er Støtteforeningen FAST.
§ 2. Formål.
Foreningens formål er at understøtte arbejdet med at fastholde og udvikle Aalborg Universitetshospital, Thisted, som akutsygehus. Det skal ske ved at:
– være konstruktiv dialogpartner for interessenter, politikere, brugere og hospitalets
ledelse,
– være synlig i debatten om hospitalets udvikling,
– synliggøre hospitalet som en attraktiv arbejdsplads, som kan fastholde og
rekruttere medarbejdere,
– medvirke til at hospitalet får udviklingsmuligheder, der rækker ud over de
nødvendige, basale og akutte funktioner,
– arbejde for at ambulatorievirksomheden i tilknytning til Thisted Sygehus udbygges
mest muligt, så rutinekontroller og behandlinger for borgerne i Thy og på Mors
i videst mulige omfang kan ske lokalt.
Foreningen er apolitisk.
§ 3 Medlemmer.
Som medlemmer af foreningen kan optages enhver borger, forening, institution, virksomhed eller lignende, som indbetaler kontingent til foreningen.
§ 4. Generalforsamling.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned.
Der indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker ved opslag på foreningens hjemmeside og foreningens Facebookside. Medlemmer, der har oplyst deres mailadresse til foreningen, får en mail med indkaldelse.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal afleveres skriftligt til formanden senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert medlem, som har betalt kontingent. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Ændringer af vedtægter kan ske på en generalforsamling, såfremt forslag herom er optaget på dagsordenen, og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for ændringen.
På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent og stemmetællere.
3. Bestyrelsens beretning.
4. Forelæggelse og behandling af revideret regnskab.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
Ekstraordinær general afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst 10% af foreningens medlemmer skriftligt anmoder bestyrelsen herom, med angivelse af dagsorden. Indkaldelse sker efter samme regler som for ordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. Hvis mindst 20% af de fremmødte kræver det, skal der afholdes skriftlig afstemning om en sag. Står stemmerne ved en afstemning lige, bortfalder forslaget. Personvalg sker altid ved skriftlig afstemning, med mindre samtlige deltagere i generalforsamlingen accepterer, at det sker uden.
§ 5 Bestyrelse.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Valget gælder for 2 år, og genvalg kan finde sted. I lige år vælges 4 bestyrelsesmedlemmer og i ulige år 5.
Generalforsamlingen vælger hvert år to suppleanter til bestyrelsen. Hvis der bliver behov, supplerer bestyrelsen sig selv indtil den efterfølgende generalforsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Dette sker på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Bestyrelsen fører protokol over sine beslutninger.
Bestyrelsen indkaldes så ofte formanden finder det nødvendigt, dog som minimum 1 gang pr. kvartal. Bestyrelsen skal indkaldes når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer forlanger det
§ 6 Økonomiske forhold.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Kontingent indbetales 1 gang årligt pr 1.januar
Foreningens midler hensættes på foreningens konto i et lokalt pengeinstitut.
Foreningens midler forvaltes af bestyrelsen. Midlerne må kun anvendes i overensstemmelse med foreningens formålsparagraf.
Foreningen tegnes af formanden og kassereren.
§ 7 Opløsning.
Til beslutning om opløsning af foreningen kræves, at punktet er optaget på dagsordenen for generalforsamlingen, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for opløsningen, og at denne beslutning bliver bekræftet ved almindeligt stemmeflertal på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes senest en måned efter beslutningen på den første generalforsamling.
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder dens nettoformue beslægtede aktiviteter efter generalforsamlingens valg.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling i Plantagehuset Thisted den 15. september 2016.
Ændret på generalforsamlingerne den 30. marts 2017, den 28. marts 2019 og
21. marts 2024.
Privatlivspolitik for foreningen Fremtidens Akutsygehus i Thisted – FAST.
Således besluttet på et bestyrelsesmøde i FAST d. 11. oktober 2018.
FAST behandler personoplysninger og skal overholde lovgivningen og principperne for god databehandlingsskik. Derfor har vi vedtaget denne privatlivspolitik, der kort fortæller, hvordan vi behandler personoplysninger, der sikrer en lovlig og gennemsigtig behandling.
Vi behandler udelukkende personoplysninger til klare og saglige formål og ud fra foreningens legitime interesser. Vi behandler kun personoplysninger, der er relevante og nødvendige for at opfylde de angivne formål, og vi sletter dine oplysninger, når de ikke længere er nødvendige.
Vi er ansvarlige for behandling af dine personoplysninger.
FAST er dataansvarlig, og vi sikrer, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med gældende lovgivning. Du kan altid kontakte foreningens data-kontaktperson, som er:
Lisbet Brun, Bakkevænget 18, 7900 Nykøbing.
Telefonnr.: 23906779.
Mail: lisbetbrun@gmail.com
Hjemmeside: www.akutsygehusthisted.dk
Behandling af personoplysninger.
FAST bruger følgende personoplysninger:
1: Medlemsoplysninger: Almindelige personoplysninger som navn, adresse, indmeldelsesdato, telefonnummer og mailadresse.
2: Oplysninger om bestyrelsesmedlemmer: Som (1) samt oplysninger om tillidsposter og andre hverv i foreningen – samt bankkontonummer efter behov.
Foreningens formål med behandling af dine personoplysninger.
FAST bruger medlemmernes personoplysninger, når vi har en lovlig grund dertil. Det sker ligeledes udelukkende, når foreningen har et behov derfor, herunder til opkrævning af kontingent samt udsendelse af nyhedsbreve og indkaldelse til generalforsamling. For bestyrelsesmedlemmer gælder desuden behovet for at kunne koordinere foreningens aktiviteter samt at kunne udbetale eventuel rejsegodtgørelse, refusion og lignende.
Videregivelse af dine personoplysninger.
FAST videregiver ikke oplysninger om dig til andre uden for foreningen.
Opbevaring og sletning af dine personoplysninger.
Medlemmer: Vi sletter oplysninger om dig et år efter, at dit medlemskab er ophørt. Bestyrelsesmedlemmer: Vi sletter de bestyrelsesrelevante oplysninger om dig senest tre måneder efter, at du er udtrådt af bestyrelsen.
Dine rettigheder.
Du har ret til at blive oplyst om, at vi bruger de her nævnte oplysninger om dig. Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, vi bruger om dig. Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig berigtiget.
Du kan gøre brug af dine rettigheder, herunder gøre indsigelse mod foreningens behandling af dine oplysninger, ved at henvende dig til FAST.
Du kan indgive klage til tilsynsmyndighederne – Datatilsynet – over behandling af dine personoplysninger.
Revision af privatlivspolitikken.
FAST forbeholder sig ret til at ændre foreningens privatlivspolitik. Når vi ændrer politikken, ændrer vi også datoen øverst i dette dokument.
Den til enhver tid gældende privatlivspolitik er tilgængelig på foreningens hjemmeside.