med tidligere sundhedsminister Bertel Haarder
DEBATMØDE: Skal vi kunne alt det, vi kan i sundhedsvæsenet?
Det er et af de spørgsmål, Bertel Haarder (V), som blandt andet tidligere sundhedsminister vil tage fat på ved et debatmøde på Hotel Vildsund Strand fredag den 27. september kl. 16-18.
Bag mødet står støtteforeningen FAST, Fremtidens Akut Sygehus Thisted. Bertel Haarder var indenrigs- og sundhedsminister fra februar 2010 til oktober 2011. Efter 45 år på Christiansborg valgte den nu 80-årige politiker ikke at genopstille ved det seneste folketingsvalg.
Men han har ikke sluppet sit samfunds-engagement, og han indleder mødet med at fortælle om sine mange år med skiftende ministerposter. Haarder vil undervejs komme ind på sine oplevelser som sundhedsminister, bl.a. spørgsmålene om liv og død, pinefulde dødsudsættelser og neonatal-afdelingerne.
Han vil også stille det kontante spørgsmål: “Skal vi altid gøre, hvad vi kan, for at bevare liv?”
– Og det er virkelig centralt i en tid, hvor sundhedsvæsenet kan mere end nogensinde, men hvor det også er presset både på de økonomiske og faglige ressourcer, siger Erik Holm, formand for FAST.