Nyt fra Aalborg Universitetshospital, Thisted.

Ombygning af OP

Der er i øjeblikket en ombygning i gang på operationsområdet på sygehuset. Ombygningen kører planmæssigt og vil betyde, at Thisted fra 3. januar 2026 vil have tre nye store operationsstuer. Udover gevinsten for det lokale sygehus isoleret set, vil afdelingen skulle aflaste Aalborg i den periode udflytningen til det nye supersygehus finder sted.

Ortopædkirurgien

Ortopædkirurgien er startet igen i Thisted. Det skete så småt 1. april, men fra 1. maj er det fuldt indfaset med egne ortopædkirurger.

Behandling for våd AMD

Det har længe været et stort ønske i lokalområdet, at patienter der skal have indsprøjtninger i forbindelse med våd AMD, kan få det lokalt i Thisted og dermed slippe for en lang tur til Aalborg. Derfor var det med stor glæde, FAST kunne deltage i åbningen for den behandling i starten af februar måned. Det kører upåklageligt og hver torsdag året rundt vil behandlingen finde sted i Thisted.

Kardiologi

Som et led i regionens profilplan for sygehusområdet for perioden 2021 – 2025 blev der sat et mål for styrkelse af kardiologien i Thisted. I budget 2022 blev det afsat 2,4 mill. til øget tilstedeværelse af kardiologiske speciallæger i Thisted.

Fra 2023 har arbejdet været i gang. To gange om ugen kommer der kardiologer til Thisted, så man blandt andet kan få foretaget ”stød” til hjerterytmen lokalt.