FAST 2016 -2026

10 år med FAST, 2016 – 2026.

 

FAST blev etableret ved en stiftende generalforsamling i Plantagehuset i Thisted den 15. september 2016. Selv om foreningen kun har eksisteret i 10 år, er der sket så meget i den periode, at den følgende gennemgang af foreningens historie alene bliver et udpluk af foreningens historie og nogle nedslag omkring de vigtigste milepæle.

Baggrund og start. 
I maj 2016 meddelte Region Nordjylland, at der ville blive stoppet for akut organkirurgi i Thisted. 
Baggrunden var vanskeligheder med rekruttering af læger. Dertil kom, at sygehuset havde været ramt af en række uheldige sager med fejlbehandling af patienter. 
Meldingen om nedlukningen af den akutte organkirurgi gav uro og bekymring hos både borgere og politikere.
En FACEBOOK-gruppe: ”Vi støtter Thisted sygehus som akutsygehus”  blev dannet. Den fik hurtigt mere end 10.000 medlemmer.
Regionspolitikerne Tage Legaard (C) og Bente Lauridsen (F) tog initiativ til et borgermøde i Plantagehuset, som reelt blev starten på FAST. På mødet blev nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at organisere modstanden mod lukningen af den akutte organkirurgi gennem dannelse af en forening.

Politisk initiativ.
Også lokalpolitisk var der røre. 
Onsdag den 7. september 2016 blev der afholdt et offentligt møde på Vilsund Strand om lukningen af organkirurgien. 
På mødet orienterede regionen om situationen på sygehuset og den midlertidige lukning af den akutte organkirurgi. Borgmestrene fra både Morsø og Thisted Kommuner, Hans Ejner Bertelsen og Lene Kjelgaard Jensen , deltog i det meget velbesøgte møde. 
Situationen omkring rekrutteringen af læger til sygehuset blev ikke bedre i den følgende tid, og i oktober 2016 meddelte regionen, at lukningen af den akutte organkirurgi i Thisted ville blive langvarig

FAST stiftes.
Gennem sommeren 2016 arbejde den nedsatte gruppe med at forberede en stiftende generalforsamling. Det var man klar til torsdag den 15. september. 
De fleste fra arbejdsgruppen gik ind i bestyrelsen, som kom til at bestå af medlemmer med forskellige kompetencer:
Nogle med sundhedsfaglig baggrund.
Nogle med erfaring fra administrativt arbejde. 
Nogle med erfaring fra politisk arbejde.

De nævnte kompetencer har været repræsenteret i bestyrelsen gennem alle årene, - og er det stadig. Det giver en god faglig bredde i bestyrelsen.

Det har fra første færd været målet, at FAST skulle være ”Sygehusets bedste ven”, – vel vidende, at det er Regionen, der ejer og driver sygehuset. 
Og gode venner er jo – også - opmærksom på, hvis der er ting på vej, som kan være til skade for vennen. Så FAST har fra første færd været på vagt over for forringelser, som sygehuset har været i fare for at blive udsat for.

Den først periode efter dannelsen af FAST.
I den første periode efterdannelsen af FAST blev der brugt mange kræfter på at opbygge en god relation til alle med direkte indflydelse på sundhedsvæsnet: 
Regionsrådet: Regionsrådsformanden og de lokale medlemmer. 
Morsø og Thisted Kommuner: Politikere og embedsmænd.
Hospitalsledelsen: Først ledelsen for regionshospitalet i Hjørring – og fra 2018 Aalborg Universitetshospital.

Formål og arbejdsmetode.
Både formål og arbejdsmetode var fra starten klar. 
Af vedtægterne fremgår at FAST skal:
– være en konstruktiv dialogpartner for interessenter, politikere, brugere og 
   hospitalets ledelse,
– være synlig i debatten om hospitalets udvikling,
– synliggøre hospitalet som en attraktiv arbejdsplads, som kan fastholde og
    rekruttere medarbejdere,
– medvirke til at hospitalet får udviklingsmuligheder, der rækker ud over de
   nødvendige, basale og akutte funktioner,
– arbejde for at ambulatorievirksomheden i tilknytning til Thisted Sygehus 
   udbygges mest muligt, så rutinekontroller og behandlinger for borgerne i 
   Thy og på Mors videst mulige omfang kan ske lokalt.
De sidste par ting har de seneste år fyldt mere og mere i det arbejde, FAST laver.

Fokus på genetablering af den akutte organkirurgi.
I de første par år havde FAST meget fokus på at få den akutte organkirurgi genetableret i Thisted. 
Efterhånden modnedes en erkendelse af, at det ville være hensigtsmæssigt også at se på andre dele af hospitalets funktion. Selv om der ikke længere var akut organkirurgi, så var der jo mange andre funktioner på sygehuset, som det var vigtigt at bakke op om.
En meget væsentlig ændring skete 1. maj 2018, hvor sygehuset i Thisted blev en del af Aalborg Universitetshospital.
Vi havde i FAST fået etableret et godt samarbejde med hospitalsledelsen for Regionshospitalet i Hjørring, som var ledelse også for Thisted Sygehus. Men med overgangen til at blive en del af Aalborg Universitetshospital fik sygehuset tilført både flere og større faglige og økonomiske kræfter.
Det gav ny energi – også til FAST – og var en del af årsagen til at foreningen tog sit virke op til revision på et visionsseminar i september 2018.
Det var med god hjælp fra både regionen, hospitalsledelsen og Dorthe Stigaard fra Aalborg Universitet, der havde en fortid i Nordjyllands amt.

Efter seminaret modnedes i bestyrelsen en erkendelse af, at kræfterne skulle prioriteres lidt anderledes. 
I erkendelse af, at den akutte organkirurgi ikke ville komme tilbage foreløbig,H
blev det besluttet, at rollen som støtteforening skulle være tydeligere. 
Det med at være støtteforening var ellers noget vi tidligere havde taget afstand fra. Vi var jo sat i verden for at få den akutte organkirurgi tilbage på sygehuset i Thisted. 

Forsøg med ”Farsø-model” for støtte til sygehuset. 
Efter et møde med bestyrelsen bag støtteforeningen for Farsø Sygehus blev der arbejdet med at støtte sygehuset her på samme måde, som det sker i Farsø. Der samler støtteforeningen penge ind til indkøb af materiel til sygehuset. 
Efter et enkelt projekt med at uddele toilettasker til akut indlagte på sygehuset, blev det klart, at det ikke var den vej vi skulle gå her, og tanken om materiel støtte til sygehuset blev lagt på hylden. 
Med al respekt for Farsø Sygehus, så er der ret stor forskel på den afgrænsede aktivitet, der er i Farsø, og den meget bredere rolle, som akutsygehuset i Thisted spiller.

Logo og Nyhedsbreve.
I stedet for at følge ”Farsø-modellen” som støtteforening, koncentrerede FAST sig om sine roller som ”Bedste ven” for sygehuset, og opgaven med at være på vagt for det.
Der blev i samme ombæring lavet et logo, som med sit ”tale-bobbel-
udsende” sender signal om, at FAST primært arbejder gennem dialog. 

Et billede, der indeholder tekst, clipart

Automatisk genereret beskrivelse

 

 



Logoet blev lavet af Mette Gadegaard, der dengang arbejdede på VUC i Thisted.
I november 2018 begyndte FAST at udsende nyhedsbreve til medlemmerne.
Brevene kommer når der er nyt at fortælle. Der er gennem årene kommet 3 – 4 nyhedsbreve om året.

Endnu et udviklingsskridt i 2023.
De gode erfaringer med visionsseminaret i 2018 førte til, at der i 2023 blev holdt et nyt seminar. 
Det var tidligere sygehusdirektør på Thisted sygehus, Kurt Nielsen, som var leder for det seminar. 
Det centrale i seminaret var en traditionel SWOT-analyse med opstilling af styrker og svagheder, - muligheder og trusler for sygehuset.
Seminaret førte frem til en beslutning om, at FAST i højere grad skulle være opmærksom på de muligheder, der er omkring sygehuset i Thisted og støtte op om dem, hvor det er muligt. 
Et lille akutsygehus rummer nogle særlige muligheder, - specielt omkring uddannelse af både læger og plejepersonale. Og det er således, at 90 % af alle sygdomme kan behandles på ALLE akutsygehuse. 
Samtidig har flere rapporter og planer gennem årene peget på, at Thisted sygehus som mindre akutsygehus skal være regionens frontløber omkring brug af IT. 
På det område venter vi dog stadig på det store gennembrud.

Manglende brændende platform.
Der har aldrig været en brændende platform omkring sygehuset i Thisted. 
Ingen partier i regionsrådet har på noget tidspunkt foreslået sygehuset nedlagt. Tvært imod har der været fuld politisk opbakning til, at der SKAL være et akutsygehus i Thisted. 
Det har gjort det udfordrende at få opmærksomhed omkring hospitalet.
Det har FAST bl.a. rådet bod på ved at arrangere forskellige offentlige møder gennem årene: 
- Møder op til valg (både regionsvalg og folketingsvalg).
- Møder med mere generelt fokus på sundhed og sygehuse. Læge Andreas
  Vejen Lønborg, Nykøbing Falster sygehus, holdt således i 2018 et foredrag 
med titlen ”Læger til Thisted Sygehus: Hvor svært kan det være”. 
- I april 2018 arrangerede FAST en høring om fremtidens sygehusvæsen i 
   forbindelse med ”Thy- mødet”. Det var med deltagelse af bl.a. 
   folketingsmedlemmerne Flemming Møller Mortensen (A), Torsten Schack 
   Pedersen (V) og Kirsten Normann Andersen (F)
- I oktober 2018 arrangerede FAST et foredrag med professor i 
   sundhedsøkonomi og sundhedspolitik Kjeld Møller Pedersen. Emnet for 
   foredraget var ”Fremtidens sygehus”.
- I efterår 2024 blev der arrangeret et offentligt møde med tidligere 
  folketingsmedlem og minister Bertel Haarder. Emnet var: ”Skal 
  sundhedsvæsnet kunne alt det, vi kan?”

Udfordringer undervejs.
I 2019 kom der er forslag om at lukke receptionen på sygehuset i nattetimerne. Der var mange gode kræfter som argumenterede imod dette. 
Det gjorde FAST også, og det lykkedes at få overbevist Regionsrådet om, at den besparelse ikke skulle gennemføres.
I 2022 blev der lavet en ”Faglig analyse af det organkirurgiske område i Region Nordjylland”. FAST gik kraftigt i rette med analysen, der fokuserede på hvor meget andre sygehuse skulle afgive, hvis der igen skulle være akut organkirurgi i Thisted, - men helt så bort fra, at den akutte organkirurgi i 2016 var flyttet væk fra Thisted og ud til andre sygehuse. Rapporten konkluderede desuden, at det først ville være muligt at få akut organkirurgi igen i Thisted i 2035. Med den hastighed sundhedsvæsnet udvikler sig på, fandt vi i FAST, at det var useriøst at arbejde med en planlægningshorisont på 13 år (2022 – 2035).
Rapporten fik ingen umiddelbare følger.
Senest har der i sommeren 2026 fra administrativt hold i Regionen været foreslået at alle psykiatriske senge på N8 i Thisted skulle nedlægges og erstattes af ”rehabiliteringssenge”. 
FAST – og mange gode kræfter har i høringssvar argumenteret imod dette, og Regionsrådet er da også endt med at vælge en anden og mindre indgribende løsning for at klare den mangel på psykiatere, der er opstået efter at regionerne ikke længere vil vikaransætte psykiaterne. 
Det er meget tilfredsstillende for FAST at kunne notere sig, at nogle af de centrale anbefalinger vi er kommet med, er med i den løsning, der er valgt. 

Lyspunkter.
Der har undervejs været mange ting, som har givet energi til arbejdet i bestyrelsen for FAST.
- Først og fremmest den opbakning der gennem årene har været fra en 
   trofast og stabil medlemsskare.
- Den åbne og tillidsfulde måde som man fra både Regionsrådet, 
   hospitalsledelsen og Morsø og Thisted Kommuner er gået ind i en dialog 
   med FAST på.
- Regionsrådet har hele vejen i enighed bakket op om, at der SKAL være et 
   akutsygehus i Thisted. 
- Der er lavet investeringer i Thisted sygehus, - senest nye operationsstuer.
- Der er de seneste år åbnet stadig flere ambulatorier i Thisted. 

Og så er det værd at bemærke, at vi i løbet af de seneste 10 år har fået et nyt Aalborg Universitetshospital. Det betyder, at vi her i landsdelen har et ”Supersygehus” der sikrer, at alle i Region Nordjylland har mulighed for at få selv de mest avancerede behandlinger inden for regionens grænser. 

Og endelig er der i forbindelse med budgetlægningen for 2027 kommet et par gode nyheder for Mors og Thy: 
Der bliver i budget 2027 afsat 2 millioner til etablering af yderligere to ortopædkirurgiske senge i Thisted. 
Dertil kommer, at Regionsrådet har besluttet, at behovet for et hospice i Thy skal undersøges nærmere. 
FAST er ikke involveret i det arbejde, der de seneste år er lavet for at få etableret et hospice i Thy, men vi bakker 100 % op om tanken. Der mangler et Hospice i Thy. 

Konklusion.
Når vi ser på de sidste 10 års udvikling af sygehuset i Thisted og sygehusvæsnet og sundhedsvæsnet bredt i Region Nordjylland, så er der – set fra den borgersynsvinkel, som FAST ser tingene ud fra – mest at glæde sig over.
Der er stadig mange udfordringer og der er brug for at vi som borgere i den vestlige del af Region Nordjylland bakker mest muligt op om sygehuset i Thisted, så det får mulighed for at udvikle sig på niveau med andre akutsygehuse. 

Vi vil i FAST fortsat bestræbe os på at være sygehusets bedste ven – og også være på vagt når noget truer det. 

Vi ser med forventning frem til, at den nye sundhedsreform rulles ud i Region Nordjylland. Den vil give flere og bedre muligheder på sundhedsområdet for borgerne på Mors og i Thy.

Vi glæder os til de næste 10 år, der vil bringe nye muligheder til Thisted Sygehus – og forhåbentlig give Thyboer og Morsingboer den samme adgang til et Hospice som borgerne i den øvrige del af regionen.